JETMOTORER OG HOMØOPATI

Hvis man, før jetmotoren blev udviklet, ikke droppede alt hvad man vidste om forbrændingsmotoren, ville jetmotoren ikke have set dagens lys. De der fastholdt det, de vidste om forbrændingsmotoren, ville latterliggøre tanken om at kunne flyve uden propeller. Bemærkninger som: ”det er vist et luftkastel”, ”en meget luftig ide”, eller ”en flyvsk tankegang” osv. osv.… ville blive fremført af ”eksperter” m.fl.

Hvad er så meningen med dette? Jo, det kan tjene som en fin illustration på kampen mellem etableret og alternativ medicin, nærmere betegnet homøopati, hvor sidstnævnte altså har eksisteret i mere end 230 år.

Gennem mange år har man fra etableret side betegnet homøopati som ”en dyr måde at købe vand på” og ”det kan umuligt have en virkning når det er i så høje opløsninger” – ”det svarer til at hælde nogle dråber i Øresund i DK, og hive det op dagen efter i Sverige”. Dermed var det også udelukket at det kunne have bivirkninger! – uheldigvis for modstanderne. Men for relativt nylig kom der et, ret komisk, forsøg på alligevel at skræmme de mange brugere af homøopati: Det kan være farligt hvis man dropper sin lægelige behandling og erstatter den med homøopati.

Homøopatiske midler bruges sideløbende med hvilken som helst anden form for behandling - aldrig i stedet for, og har kun en eneste restriktion - ikke at indtage noget nogle minutter før og efter dråberne. Udover at midlerne er i meget høje opløsninger, indtages de også i ganske små mængder, typisk omkring 10 dråber 3 gange daglig. I denne sammenhæng kunne man jo fokusere på smertestillende håndkøbsmedicin: smerter kan være tegn på alvorlige tilstande. Hvis vi nu holder os til vedtagelsen om manglende effekt af homøopati, så dæmper eller fjerner de smertestillende midler smerten = symptomet. Der advares mod noget, med påstået effekt som vand, mens der sælges smertestillende midler i kolossale mængder.

Lægemidler er den 3. hyppigste dødsårsag i EU og USA m.fl. Der er i homøopatiens mere end 230-årige historie ikke set dødsfald som følge af indtagelse af homøopatiske midler, som også er kendt for at være uden bivirkninger. Modsat etableret medicin, som udsætter mio. forsøgsdyr for store lidelser og død hvert år,  har homøopatien aldrig anvendt forsøgsdyr. Set herfra virker det højst besynderligt, at et system, der er årsag til omkr. 3500 dødsfald om året, bare i lille Danmark, prøver at bilde folk ind at homøopati er farlig. Det ville svare til at bilindustrien krævede forbud mod at køre med trillebør, fordi sådan en anordning kan være meget farlig, hvis man kører den ind i andre - med vilje.

 

________________________________________________________________________

Hvis vi vil have medicin, der virker, er vi desværre nødt til at acceptere dødsfald som følge af bivirkninger” – Jens Peter Kampmann, overlæge på klinisk farmakologisk afdeling på Bispebjerg Hospital (Politiken)

AMEN!

 

 

 

VIDENSKAB, DOKUMENTATION OG VIDENSKABELIG DOKUMENTATION

 

Flot ser det ud, indrømmet. Man ser dem for sig, forskerne: ubestikkelige, idealistiske, arbejdende utrætteligt og altid for menneskehedens bedste, uden at tænke på ussel mammon eller personlig prestige.

Når vi via TV får et lille indblik i, hvad disse forskere laver, så færdes de i sterile, meget hvide miljøer, iført hvide kitler og kigger enten i store flotte elektronmikroskoper, poder petriskåle eller drypper lyserød væske med pipetter i små hylstre. Det er stort set hvad vi almindelige mennesker får at se af den fjerne verden, hvor forskerne hører til.

Af og til daler der lidt guldstøv ned til os, oftest i form af artikler offentliggjort i MEGET anerkendte magasiner. Disse artikler fortæller om fantastiske landvindinger, som forskere har opnået indenfor diverse lidelser.

Sjovt nok er det samme stand der leverer anerkendelsen – åbenbart efter ”den ene hånd vasker den anden ”-princippet. Det er i høj grad lykkes at give almindelige mennesker den opfattelse, at forskere er tæt på at være en slags overmennesker, af nærmest guddommeligt tilsnit. Det er vel heller ikke så vanskeligt, når man har samtlige medier til, nærmest ukritisk, at støtte op om dette. De fleste kender tv-serien ”Matador.” Den er fra en tid, hvor der stod stor respekt omkring samfundets spidser: bankdirektør, direktør, læge, politiker, advokat – selv en overlærer! - etc. Deres moral var uangribelig – dengang. Tilsyneladende ud fra devisen: vi har alle en god moral – så længe vi ikke bliver opdaget. I dag er der ikke mange der overraskes, når det afsløres at nogle fra nævnte positioner, har snydt, stjålet, bedraget eller på anden måde beriget sig på andres bekostning. Det er nærmest hverdagskost. Så den respekt har fundet et mere realistisk leje.

Mærkeligt nok synes forskere stadig at nyde afgrundsdyb respekt – men, mon de er helt fri for at søge personlig vinding, både økonomisk og fagligt? Er de, alle som én, ubestikkelige? Der fuskes desværre lige så meget som der forskes! Ifølge tidligere chefredaktør fra The Lancet, 2 tidligere chefredaktører fra New England Medicinal Journal er omkring halvdelen af forskningsresultater ikke til at stole på. Tag et grelt eksempel: misbruget af messedrenge i Den Katolske Kirke, som ifølge den siddende pave (2022), har stået på i mere end 1700 år. Et system, der nyder absolut tillid, da det betragtes som helligt, dækker over afsporede præster, der har mishandlet børn i en total perverteret udgave af ”lad de små børn komme til mig”. De præster, der har misbrugt disse børn, har været helt sikre på at deres handlinger ikke ville få konsekvenser - for dem selv. Det var jo fuldstændig utænkeligt at Guds repræsentanter kunne gøre sådanne slemme ting. Og skulle der komme noget frem, ville det straks blive udlagt som konspirationsteorier osv. Miljøer, der som mange religiøse, er lukkede og nyder ubegrænset tillid i befolkningen, viser sig ikke sjældent at gemme på ting og sager der ikke tåler dagens lys.

For at vende tilbage til ”Videnskabeligt bevis” - at dokumentere en effekt af et givent produkt, har ikke noget med videnskab at gøre. Blasfemi, vil mange måske tænke – men det er faktisk en sammenblanding af to forskellige ting. Lad os tage et eksempel: siden 1920 har et præparat udvundet af bark fra piletræer – acetylsalicylsyre – Albyl / Magnyl, været et af de mest udbredte lægemidler i verden, som smertestillende og febernedsættende behandling. Næsten lige så længe har der været solid dokumentation for effekten af midlet. Men først i 1995 - altså 75 år senere - kunne den videnskabelige dokumentation frembringes – nemlig hvordan virker acetylsalicylsyre. Det er det videnskabelig dokumentation drejer sig om – at forstå virkningsmekanismen bag f.eks. et medicinsk præparat. Her har vi altså et eksempel på, at et lægemiddel kunne anvendes i trekvart århundrede, uden videnskabelig dokumentation.  

Hvis et præparat skal undersøges med henblik på dokumentation, skal man finde en gruppe der har problemer som præparatet er rettet imod - eksempelvis 200 personer, der opfylder kriterierne, og de bliver herefter delt op i 2 grupper, hvor den ene får det aktive stof, og den anden et virkningsløst middel, placebo.  Hverken deltagere eller behandlere ved hvem der får hvad. Det kaldes RCT – Randomized Controlled Trial. Men det har stadig ikke noget med videnskab at gøre, snare med sund fornuft. Ved forsøgets afslutning undersøges alle deltagere og herefter brydes koden, og de to grupper sammenlignes. Hvis der er signifikant forskel til fordel for aktivgruppen, har man dokumenteret effekten, mens den videnskabelige dokumentation, som nævnt, kan komme mange årtier senere.                                                 

 

"I ekstreme tilfælde kontrollerer medicinalindustrien og dens agenter hele fødekæden, lige fra forskning og analyse til skrivning og publicering," skriver Jaqueline Limpens fra det hollandske Cochrane Center.

 

National Academies of Science, Engineering, and Medicine (NASEM) (2023):

"... viste en meta-analyse af 3.000 undersøgelser, at industrisponsorerede undersøgelser var 30 gange mere tilbøjelige end ikke-industrisponsorerede undersøgelser til at rapportere statistisk signifikante effektivitetsestimater for lægemidler..."

Videnskab.dk 2019:

"Når industrien finansierer forskningen, ender sandheden ofte bagerst i køen"

 

Dr. Peter Rost – tidligere direktør hos Pfizer:

Universiteter, helbredsorganisationer, alle jeg har mødt i min tidligere karriere, som medicinaldirektør, er ude med hænderne fremme. Alle tigger efter penge. Ingen har nogen penge. Regeringerne har ingen penge, universiteterne har ingen penge, ingen har nogen penge.

De eneste der har penge, er de store multinationale selskaber. Og de har mange penge. Og de bruger de penge til at købe indflydelse. Måden det bliver gjort på: nr. 1, du giver disse institutioner et legat. Legater til forskellig slags forskning. Man laver forskning sammen med dem. Man får venner, sikrer sig at de bliver afhængige af én. Man betaler også individuelle professorer, doktorer og forskere direkte. Man kan betale dem som foredragsholdere, til at rejse landet rundt. 1000 – 2000 $ pr. dag, nogle gange mere. Man giver dem penge til uddannelsesprogrammer, hvor de kan lave en profit. Og så laver de programmerne, og det er meningen - de skal være uafhængige af virksomheden, hvilket alt sammen er fint. 

Men som du og jeg kan forestille os – hvis du har salgsbuddet i en virksomhed, så giver du nok de penge til de universiteter, der laver programmer, der mest støtter dit medikament. De der ikke gør, eller er kritiske, får ingenting. Alle ved selvfølgelig at der er sådan det fungerer. Det betyder, at selv hvis man officielt kan hævde, det her er armslængde - vi havde ikke noget at gøre med det, vi gav dem bare et legat – de kan gøre hvad de vil med det, er realiteten at de ikke vil fortsætte med at få penge, med mindre de siger hvad du vil have dem til at sige. De ved det, du ved det, det er måske kun offentligheden der ikke ved det. Det er sådan man påvirker lægeverdenen, bare med penge.

 https://www.mayday-info.dk/de-medicinske-kartellers-historie-ifoelge-dr-rath/ Om medicinens glorværdige historie.                                                                                                   

RELIGIØSE BLADLUS?

 

Gennem flere sæsoner har jeg, med stor succes anvendt et homøopatisk middel på planterne i mit drivhus. Med en enkelt overbrusning af planterne er det muligt at holde dem fri for bladlus, som ellers var en stor gene, i op til 3 måneder. Det drejer sig om et middel i form af meget små sukkerkugler, tilsat et homøopatisk middel i 1:1.000.000 opløsning. Der anvendes 1 kugle pr. 200 ml. vand, som efter en omrystning kan fordeles enten med en blomstersprøjte, eller man kan vande planterne med opløsningen - kaldes i øvrigt agrohomøopati. Dette er faktisk uhyre interessant, da det jo påstås at effekten af homøopati udelukkende skyldes tro. Så enten må det homøopatiske middel vitterlig have en effekt, eller også må bladlusene altså være i stand til at tro, eller, med andre ord, have anlæg for religiøsitet. For at imødegå fantasifulde påstande om at der skulle være tale om gift, radioaktivitet eller andet, kan det oplyses at spindemider, bier, myrer, samt andre insekter ikke påvirkes, ligesom midlet er godkendt til salg i EU. 

                     ___________

Evidens betød oprindelig det umiddelbart indlysende, men det betyder aldrig bevis.